Specielt om vuggestuen

Forudsigelighed og genkendelighed

Sct. Norberts Vuggestue er oprettet med start 1. oktober 2017. Vi har plads til 22 vuggestuebørn.

Livet i vores Børnehus er en selvstændig og vigtig livsfase for det enkelte barn. Det at være barn har en værdi i sig selv, men udfoldes gennem samspil med andre. Vi opfatter barnet som medskaber af egen læring i rammer, de voksne er ansvarlige for.

Vi vil lykkes med vores arbejde gennem pædagogisk målsætning om læring, samarbejde, tolerance, mod, respekt og omsorg.

Vi tager udgangspunkt i den styrkede pædagogiske læreplan

 

Forudsigelighed og genkendelighed er de bærende elementer i løbet af dagen i Børnehuset, da det skaber tryghed og overskud. Vi har en fast struktur for dagen, men indholdet varierer. Barnet kan lettere navigere i en hverdag, hvor der er elementer, det kender til.

Værdier som fællesskab, næstekærlighed, respekt for det enkelte menneske, omsorg for hinanden og for naturen vægter vi højt i Sct. Norberts Børnehus – og i vuggestuen. Vi prioriterer genkendelighed og struktur i vores hverdag, for at give børn og forældre mest mulig tryghed.

 

Om formiddagen holder vi samling. Her sidder vi ved bordene og får lidt brød og frugt. Her vælger børnene på skift en ting fra vores sangkuffert. Og så synger vi en sang om tingene.

Nogle dage vil vi dele børnene op i grupper, sådan at de små kan lege på stuen og de store kan komme ud og få nogle udfordringer.

De store kan også besøge børnehaven, så de kan vænne sig til børn og voksne på Delfin, Musling og Blækspruttestuerne.

Vi vægter højt at komme udenfor med børnene, om det er på vores egen eller børnehavens legeplads. Eller det kan være at vi går en tur.

Vi laver forskellige aktiviteter for, at børnene får kreative, sproglige, motoriske oplevelser hver uge. Sådan at vi får alle de pædagogiske temaer i spil hver uge. Vi arbejder med Lille Ida, det handler om motorik og idræt og Fri for Mobberi, der styrker børnenes fællesskaber.